joto.

Grundbegreber

Hvad er automatisering - og hvad kan det bruges til?

Automatisering betyder, at et arbejdstrin bliver udført af et system i stedet for af et menneske. Mere er der ikke i definitionen. Det svære kommer bagefter: at afgøre, hvilke trin det skal være, og at sige højt, når et trin ikke bør automatiseres.

Gratis og uforpligtende besøg - derefter et konkret forslag med estimeret tidsbesparelse.

En brugbar definition af automatisering

Ordet bruges om alt fra en robotarm i en fabrikshal til en mailregel i Outlook. Derfor bliver samtalen om det så tit upræcis. I forretningssammenhæng er den nyttige afgrænsning: automatisering er, når en handling eller en beslutning, et menneske plejede at udføre, i stedet udføres af et system efter regler, mennesket har fastlagt.

Bemærk det sidste. Reglerne er stadig menneskets. Ansvaret for, hvordan noget skal gøres, flytter sig ikke - kun udførelsen gør. Derfor begynder et automatiseringsprojekt næsten altid med at skrive ned, hvordan arbejdet faktisk foregår i dag, og hvorfor det foregår sådan.

Springer man det trin over, ender man med en automatiseret dårlig proces. Altså en dårlig proces, der nu kører hurtigere, og hvor færre mennesker lægger mærke til, at den er dårlig.

Tre slags automatisering, der ofte blandes sammen

De koster ikke det samme og kræver ikke de samme kompetencer. Alligevel bliver det samme ord brugt om dem alle tre.

Type 1

Regelbaseret flow

"Når X sker, gør Y." Én ting udløser den næste. Billigst og mest forudsigelig, og den type løser stadig flest opgaver. Bygges i n8n eller Make.

Type 2

Integration mellem systemer

Data flytter sig mellem to systemer, der ikke taler sammen i dag. Her skal man kende begge systemers API'er, og især hvad der sker, når noget fejler halvvejs.

Type 3

Behandling med AI

Trin, der kræver forståelse af ustruktureret indhold: at læse en mail i fritekst eller vurdere, hvor meget der brænder på. Den nye del, og den har flyttet grænsen mest.

Hvad AI konkret har ændret ved automatisering

Automatisering er ikke nyt. Det nye er, hvilke opgaver der kan komme med.

Indtil for få år siden skulle en proces være struktureret, før den kunne automatiseres. Data skulle stå i faste felter og i samme format hver gang. Derfor blev det automatiseret, som i forvejen var systematiseret, mens de rodede tekstbaserede processer, hvor der lå mest tid, blev tilbage.

Sprogmodeller ændrede kravet fra struktureret til forståeligt. En mail skrevet i fritekst. En faktura fra en leverandør uden fast skabelon. Et håndskrevet notat på en følgeseddel. Alt det kan nu læses og omsættes til strukturerede data med rimelig pålidelighed.

Derfor ligger der ofte mest at hente i lige præcis de opgaver, der før var umulige. De to almindeligste er gennemgået hver for sig under udtræk af data fra mails og bilagshåndtering og fakturering.

Konkrete eksempler på automatisering fra danske virksomheder

For at gøre det mindre abstrakt. Her er ting, jeg har bygget eller set bygget, med tidsforbruget fra før.

Sådan ser en automatisering ud, når man følger den

Ordet automatisering bliver først konkret, når man ser trinnene. Her er den mest almindelige af dem alle: en faktura, der skal bogføres. Hvert trin blev udført i hånden før, og hvert trin tog under et minut - det er summen, der koster.

En leverandørfaktura, trin for trin

Bilaget ankommer
Indholdet bliver læst
Noget bliver kontrolleret
Der bliver gjort noget

Trigger · Noget sætter flowet i gang

En mail med en vedhæftet faktura. Et flow starter altid med en hændelse, og det er den, man skal kunne pege på, før noget kan automatiseres.

De fire fejl, der oftest bliver begået, når man automatiserer

Ingen af dem er tekniske. Det er nok derfor, de er så almindelige.

01

At begynde med værktøjet

"Vi skal have n8n" er ikke et mål. Værktøjsvalget er den mindst vigtige beslutning i projektet, og det bør træffes til sidst.

02

At automatisere det synlige

Den proces, alle klager over, er ikke altid den dyreste. De dyre er dem, ingen taler om, fordi de altid har været sådan.

03

At springe kortlægningen over

Ved man ikke, hvordan noget faktisk foregår, inklusive undtagelserne, får man bygget et flow, der kun dækker de gange, hvor alt går, som det skal.

04

At glemme fejlhåndteringen

Alle tænker på, hvad der sker, når flowet virker. Det afgørende er, om nogen opdager det den dag, det holder op med at virke.

Hvad man ikke bør automatisere

Den del nævner folk, der sælger automatisering, sjældent. Men den hører med til en ærlig forklaring.

Processer, der skal ændres alligevel. Er en arbejdsgang forkert, skal den rettes, ikke gøres hurtigere. Automatisering cementerer det, den bygger på.

Beslutninger med reelle konsekvenser for mennesker. Afskedigelser, kreditafslag, visitationer. AI kan forberede grundlaget, men afgørelsen skal træffes af en person, der kan stå på mål for den. I flere tilfælde er det også et lovkrav.

Det, der sker fem gange om året. En proces, der tager en time og forekommer sjældent, er ikke værd at bygge et flow til. Regnestykket skal holde, også når vedligeholdelsen regnes med.

Den samtale, kunden lagde mærke til. Nogle møder med en kunde er hele forskellen på, om folk kommer igen. Dem skal man passe på med, også når de er ineffektive.

Hvor man realistisk begynder med automatisering

Det praktiske svar handler ikke om teknologi. Det handler om at finde ud af, hvor tiden går. At kortlægge en afdeling tager typisk en halv dag, og resultatet overrasker næsten altid dem, der arbejder der.

Derefter vælger man én proces, helst en med volumen og tydelige regler, og bygger den færdig med fejlhåndtering og dokumentation. Ikke fem halve.

Når den første kører, kender man to tal, man ikke kendte før: hvad det koster at bygge, og hvor meget tid der reelt blev sparet. Man ved også, hvor mange undtagelser der findes i virkeligheden, og ikke kun hvor mange nogen kunne huske. Det er et bedre grundlag for at prioritere de næste end nogen plan lagt på forhånd.

Vil du se, hvordan kortlægningen foregår, står metoden beskrevet under guiden til procesoptimering i fem trin. Skal du bare have et overblik over, hvad der typisk kan automatiseres, er det automatisering af manuelle processer. Og har du brug for et par øjne udefra på, hvor det giver mening at begynde, er det uafhængig AI-rådgivning frem for et projekt.

Almindelige spørgsmål om automatisering

Hvad betyder automatisering?

Automatisering betyder, at et arbejdstrin bliver udført af et system frem for af et menneske. Ordet dækker både en robotarm i en fabrikshal og en mailregel i Outlook. I administrativt arbejde er det oftest software, der flytter og fortolker information mellem systemer, så ingen skal taste den samme oplysning to gange.

Hvad betyder automatisere?

At automatisere er verbet: at få et system til at overtage et arbejdstrin, man før udførte selv. Man automatiserer sjældent en hel afdeling, men et bestemt trin i en arbejdsgang. For eksempel bogføringen af en leverandørfaktura, ikke bogholderiet som sådan.

Hvad betyder automatik?

Automatik er det ældre og mere tekniske ord. Det bruges om mekanik eller elektronik, der styrer sig selv, som en dørautomatik eller automatikken i et gasfyr. Automatisering handler om arbejdsgange, automatik om selve apparatet, der klarer noget af sig selv. Om software siger man stort set aldrig automatik på dansk.

Hvilke fordele har automatisering i produktionen?

I produktionen er fordelene kortere gennemløbstid, ensartet kvalitet og færre tunge eller farlige arbejdsstillinger, fordi maskiner og robotter overtager de fysiske trin. Det er industriel automation, og det er et andet fag end mit. Det kræver PLC-programmering, mekanik og CE-mærkning, så der skal andre folk til. Skal maskinparken automatiseres, er det en automationsingeniør, I skal ringe til. Jeg tager mig af papirarbejdet omkring produktionen, altså ordrer, bilagshåndtering og fakturering og dokumenthåndtering, der arkiverer sig selv. Det er ofte her, flaskehalsen sidder, når maskinerne i forvejen kører fint. Hele listen står under automatisering af manuelle processer.

Hvad er forskellen på automatisering og digitalisering?

Digitalisering er at flytte noget fra papir eller manuel praksis ind i et system, fx fra papirtimesedler til en app. Automatisering er, at trin i den digitale proces derefter udføres af systemet selv. Digitalisering er altså typisk en forudsætning: der skal være digitale data at arbejde med, før der er noget at automatisere.

Hvad er RPA, og har jeg brug for det?

RPA, robotic process automation, er software, der efterligner et menneske, som klikker rundt i en brugerflade. Det blev udbredt, fordi det kunne bruges på gamle systemer uden API'er. Til de fleste små og mellemstore danske virksomheder er det den forkerte løsning i dag: licenserne er dyre, opsætningen knækker, hver gang en skærm ser anderledes ud, og de systemer, I bruger, har som regel API'er. Er systemet til gengæld helt lukket, er en robot stadig den eneste vej ind, og så siger jeg det. Der er en længere forklaring under RPA-løsning, og en sammenligning af, [[aiEllerRpa|hvad de to teknologier gør forskelligt]].

Hvad koster det at automatisere en proces?

Et afgrænset flow ligger typisk mellem 15.000 og 60.000 kroner at bygge, plus nogle hundrede kroner om måneden i drift. Spændet skyldes antallet af undtagelser og systemer, ikke opgavens omfang i sig selv. Den vigtigere del af regnestykket er, hvor meget tid der spares, og det kan man regne på, før man bygger.

Kræver det, at vi har en IT-afdeling?

Nej. De fleste af mine kunder har ingen. Til gengæld kræver det, at der er én person hos jer, der kender processen godt nok til at svare på spørgsmål om undtagelserne, og som har mandat til at beslutte, hvordan de skal håndteres. Det er en forretningsrolle, ikke en teknisk.

Hvor lang tid tager det, før det tjener sig hjem?

For et flow, der sparer en time om dagen, typisk tre til seks måneder. Det tal er ikke et gennemsnit, jeg har regnet ud. Det er den grænse, jeg selv bruger, når jeg vurderer, om jeg skal anbefale et projekt. Kan jeg ikke se tilbagebetaling inden for et år, siger jeg det i stedet for at bygge. Skal regnestykket laves på jeres egne tal, hører det under rådgivning om AI, og det første besøg koster ikke noget.

Kom i gang

Er du i tvivl om, hvor det ville betale sig hos jer?

Beskriv kort en arbejdsgang, du har mistanke til. Så siger jeg, om jeg tror, den kan automatiseres, hvad det cirka koster, og hvad jeg ville se på først.

Din besked går direkte til min indbakke og deles ikke med andre.